BRYGNINGEN AF EXPERIMENTAL #008
Raspberry Sour er en særdeles forfriskende øl med en meget klar hindbærprofil og balanceret sødme og syrlighed. Den er enkel i sin maltstruktur og brygget uden humle, og derfor helt uden bitterhed. En attraktiv og forfriskende øl, der passer perfekt ind i sommerens kulinariske indslag og hygge under åben himmel.
Raspberry Sour har en attraktiv sløret hindbær-rosa farve, der tydeligt røber indholdet af hindbær både hvad angår farve og frugtkød. Skumkronen er ganske fyldig i strukturen, men kortlivet, ikke ulig en mousserende vin og har desuden et rosa skær over sig.
Raspberry Sour byder på rigtig meget, men er forbløffende enkel i sit valg af råvarer. Den mæskes og brygges udelukkende på pilsnermalt og hvedemalt og er derudover ikke tilsat humle - hverken i urtkogningen eller senere som aromatisering. Det betyder at øllet hverken har efterbitterhed eller humleduft.
Men fravalget af humle er ikke det eneste atypiske ved denne øl, også valget af gær er unikt. Øllet er nemlig gæret med en meget distinkt gær-art af slægten Lachancea, der har en unik evne til at danne både alkohol og mælkesyre under gæringsprocessen. Denne kombination sikrer en forholdsvis høj forgæringsgrad, samt syrlighed i smagen, men bidrager også med fine strejf af røde æbler og cider. Undervejs i den aktive gæring tilsættes dog store mængder Hindbær puré, der både bidrager med sursød hindbærsmag, rosa farve, og lidt blød fylde fra bærrenes frugtkød.
Resultatet er en usædvanlig frisk og syrlig rosafarvet øl med en umiskendelig smag og duft af hindbær. Smagsmæssigt har øllet en perfekt dimensioneret balance mellem sødme og syrlighed, helt uden nogen form for bitterhed.